16.03.18

Hvad skal man med etik på de sociale medier?

 

Interview med lærebogsforfatter, ph.d. Gitte Rose

D. 7. marts holdt Gitte Rose et oplæg på Læringsfestivalen om, hvordan man som lærer skal inddrage de sociale medier i undervisningen.

Foredraget kombinererede nyeste viden om de sociale og digitale (skærm)mediers betydning for unges læring med konkrete forslag til øvelser samt tips og tricks, der kan bidrage til udviklingen af en etisk ramme omkring medieanvendelsen – og det vil sige til en ’digital dannelse’.​

Hvorfor er det nødvendigt at tænke etik ind i brugen af sociale og digitale medier?

Man kan ikke forvente at en generation, der er vokset op med medierne – og ikke kender til andet – fx skal kunne drage klare etiske grænser i forhold til eget og andres privatliv. Det skal de guides, undervises og trænes i.  Man kan derfor ikke inddrage medierne i undervisningen, uden at introducere en form for net-etik, der sætter rammerne for, hvordan man fx undgår online mobning og forhindrer at undervisningen præges af manglende fordybelse og en uhensigtsmæssig eksponering af privatliv. 

Man skal tænke på at sociale medier ikke er læremidler, men produkter udviklet af kommercielle virksomheder som lever af de persondata, brugerne mere eller mindre bevidst afleverer via deres brug heraf. Alle skal derfor lære at forholde sig kritisk til det at forære deres persondata væk. Dette kan man i undervisningen fx gøre meget konkret ved at vise filmen Facebookistan (Jakob Gottschau, 2015), som er Skandinaviens første kritiske film om Facebook. Man kan oplyse de unge om, at den slags oplysninger sælges til producenter, som dermed får mulighed for at målrette deres reklamer til potentielle kunder med lige netop de unges profil. Bliver de eksempelvis mobbet og er de depressive i en periode, så registrerer Facebook det, og så modtager de andre reklamer end hvis de har det godt. Efterfølgende kan man bede de lidt ældre elever om at gå på nettet og læse persondataloven. Til sidst kan man bede dem gå ind under Facebooks indstillinger og downloade de informationer, som Facebook har lagret om dem. Det kan bidrage til at udvikle en kritisk sans i forhold til de unges ageren på de sociale medier.

Du lagde i dit oplæg på Læringsfestivallen vægt på at det at børn og unge ofte oplever verden gennem skærme præger deres selvværd og omverdensforståelse. Kan du uddybe dette?

Unge udvikler i dag i meget høj grad deres identitet ved at være på sociale medier og oplever til gengæld sjældnere fysisk nærvær, hvor de kan aflæse og reagerer på andres kropslige signaler. Til gengæld oplever de en verden, hvor det gælder om at være ’cool’ og perfekt, lige som det gælder om at kunne fremvise de fleste likes. Det resulterer i at de unge ofte er rædselsslagne for at blive hægtet af det sociale fællesskab, og de må hele tiden tjekke deres mobil for at sikre sig at de stadig er ’inde’. 

Men de oplevelser af anerkendelse som børn og unge får gennem skærmene kan ikke måle sig med den feedback som de kan få i mødet med et andet menneske ansigt til ansigt.  Skærme kan simpelthen ikke give samme anerkendelse som det menneskelige blik og den menneskelig feedback. Det er også derfor at selv den bedste online-undervisning (hvor fx en underviser holder en video-optaget oplæg, som eleverne bagefter skal forholde sig til via online-spørgeskemaer) ikke fungerer hvis den står alene. De unge har brug for oplevelsen af, at det ”betyder noget for nogen, at jeg gør det her”, som for eksempel en underviser eller klassekammerat. De lærer at forholde sig til sig selv, via måden som andre opfatter dem på.

Hvordan skal man som lærer forholde sig til dette?

Først og fremmest handler det om at åbne elevernes øjne for, at der er forskel på skærmens og virkelighedens verden – og at oplevelsen af forskelligheden er nødvendig for at de skal kunne vokse og udvikle sig som mennesker.

Man kan i den forbindelse inddrage cases fra de unges egen skærmverden og diskutere forskellen mellem den måde, de agerer på de sociale medier, og så den måde de forventer at folk skal reagere på i den fysiske verden. Og man kan som udgangspunkt for hvordan unge skaber deres identitet på sociale medier fx inddrage en tv-serie som SKAM (2015-2017). Skam handler nemlig om, i hvor høj grad unge underlægger sig krav om perfektion og hvor megen energi, de bruger på at opretholde facade og leve op til den rolle, de plejer at spille i et socialt univers.  Det er gennem mobiltelefonerne de kommunikerer de vigtigste tanker og ’mødes’ med deres nærmeste og opbygger deres facader – og det optager dem 24/7. På den måde afspejler tv-serien en verden, som de unge kan forstå og forholde sig til.

Du fortæller også at de sociale og digitale medier direkte præger vores måde at lære på. Kan du uddybe det og fortælle hvordan man som lærer skal forholde sig til dette?

Det er påvist gennem utallige undersøgelser at vores evne til at fordybe os, fokusere, huske, bearbejde input og dermed lære svækkes, når vi samtidigt med at undervisningen foregår også bruger medier. Selv en lukket mobil, der ligger på skrivebordet eller i tasken, trækker så megen opmærksomhed, at folk ikke rigtigt kan koncentrere sig om hvad der bliver sagt eller foregår i undervisningslokalet i øvrigt. Det er derfor vigtigt at man som lærer målretter medieinddragelsen til særlige faglige sammenhænge samt at man laver en politik for medieanvendelsen, der klart signalerer til eleverne at de af og til helt skal kunne frakoble sig teknologien. Dette kan ske ved at man som lærer involverer eleverne i udformning af en SoMe- og en mobil-politik. Ligeledes kan man lave forskellige øvelser, der træner fordybelsen. Det kan man gøre ved at vise en spillefilm og give eleverne forskellige observationsopgaver, som de skal fokusere på undervejs. Det kan dreje sig om dramaturgien, persontegningen, tematikken, følelsesmæssige skildringer osv. Til slut kan man samle op på de forskellige observationer og i fællesskab stykke filmens virkemidler og tematik sammen. Undersøgelser har desuden vist at det at se spillefilm kan træne seerne i at føle med andre: Den filmiske måde at skabe synspunkter med personer gennem dramaturgi og point of views får seeren til at leve sig ind i andres situation og synspunkt, og det at opleve verden ’inden fra en andens horisont’ via filmen, kan bidrage til udviklingen af empati.

Sociale medier har jo nu i mange år sat dagordenen for hvordan vi bruger vores fritid, lever vores liv og også lærer på. Skal vi ikke bare acceptere at sociale medier nu bare har den betydning for vores liv som den har – eller oplever du at der er voksende forståelse for at vi skal prøve at frakoble os deres greb?

Ja – der er så absolut en voksende erkendelse af at det er nødvendigt at vi også siger fra overfor vores digitale mediebrug – også i læring. Man har bl.a. i de senere år set at adskillige af de mest avancerede virksomheder og undervisningsinstitutioner, som tidligere red med på bølgen om at digitaliseringen ikke kunne ske hurtigt nok nu trækker i en anden retning. Det har således siden 2013 været velkendt at topcheferne og flere ansatte i teknologivirksomhederne i Silicon Valley vælger at sende deres børn til teknologifri skoler, som fx Rudolf Steiner skoler, hvor børnenes sanser stimuleres, deres motorik udviklings, og de lærer at udvikle deres kreativitet. Og mange store virksomheder er begyndt at indføre teknologi-fri zoner, hvor enhver form for skærm-aktivitet er udelukket.

Konsekvensen af den tiltagende erkendelse af at teknologien ikke kun udgør en gave til menneskeheden, men også en trussel, er at lærere, undervisere og virksomhedsledere verden over er blevet opmærksomme på, hvor vigtig en rolle analoge midler samt fysisk nærvær og samarbejde spiller. Set i forhold til undervisningssammenhæng handler det derfor om i så vidt omfang som muligt at kombinere det digitale med det analoge. Det kan for eksempel ske ved at de unge i forlængelse af et projekt, hvor de henter informationer gennem nettet og sociale medier, i forbindelse med opsamlingen på projektet skal udarbejde illustrative plancher, plakater, uroer, lerfigurer eller andet.